10. jun. 2018

No, jeg ved faktisk ikke hvad jeg havde forestillet mig. Det er 10 år siden og det er poppet op i mit mindset her de sidste par uger … 10 år det er laaaaaang tid… og så alligevel ikke…

Jeg sidder / ligger stadig i sengen, det er søndag morgen kl. er 8.14 og jeg har dukket den første kop kaffe… Har lige se et gammelt TV program på DR1, opdateret mig på alt hvad der nu måtte være, af opslag på insta, Facebook, Snap mm,  og ja, så det var på FB jeg faldt over et klip fra et interview med MØ – se klip her

10 år siden

Og så poppede tanker om de 10 år side op igen… tilbage til maj 2008 

– Det er i maj 2008 jeg kaster mig kærlighed over håndbolden i Fredericia, den mest fantasiske rejse, men også den vildeste på godt og ondt. Det var ikke jobbet i sig selv, det var den lille “lukkede” verden, sportens verden, som jeg ALDRIG nogen sinde tidligere havde været en del af, som jeg blev høj af. Det sammenhold og den gejst WOAW, har sagt det før og siger det gerne igen, det kan erhvervslivet lære noget af.

Nå, men det var ikke det… for det var hverken jobbet i sig selv, eller mine private forhold, eller noget helt 3. der gjorde udslaget, men en kombination af det hele, der gjorde at jeg knap 2 år efter væltede fuldstændigt, både psykisk og fysisk. Og når jeg ser det klip med Mø tænker jeg, lige tilbage til min “rejse”…

Ingen stopklods…

Mø siger det så fint, jeg kunne ikke selv mærke det, det var bare WOW og ja, tak det skal vi også… ingen stopklods, ønsket om at at please alle, fordi det stort set var fantastiske idéer og tanker alle kom med, præcis sådan havde jeg det også… det var MEGA sjovt, men det er bare ikke altid nok… kroppen og hovedet skal kunne følge med og vi har alle behov for ro og hvile og det er der jo ikke noget nyt i.

Jeg mærkede det ikke selv eller ville i hvert tilfælde ikke erkende det, samme beskriver Mø, så hjulet ruller og man ruller med! I Mø’s tilfælde er det hendes bedste veninden der “råber vagt i gevær”, og får stoppet op… I mit liv var der mange der kom med velmenende råd, men jeg lyttede ikke overhovedet, og det endte som bekendt med, at så siger kroppen bare selv STOP.

24-7 i 2-3 måneder

De første 2-3 måneder kan jeg stort set ikke huske noget fra, intensiv terapi, medicin, 24-7 observation… GRAZY … når jeg kigger tilbage, og det jeg har fået fortalt. Det jeg husker mest / bedst er; jeg ligger i fosterstilling på min sofa i stuen, TV kører med med meget nedsat lyd (jeg kunne overhovedet ikke holde høje lyde ud), og Thomas (min søn på det tidspunkt 5 år) sidder i den anden ende af sofaen helt stille … PUHA får helt ondt i maven når jeg skriver dette.

Det er en lang vej tilbage med ups and downs … og måske er tiden moden til at fortælle lidt om det i de kommende indlæg. Jeg kan huske som noget, af det første jeg tænkte da, min hjerne tillod mig at tænke i mere end enstavelsesord; “hvordan kommer jeg tilbage til det jeg var?” Og dertil kan jeg bare hilse at sige der var et par times terapi arbejde i den overbevisning, for jeg skulle jo præcis ikke tilbage til den / det jeg var … det handler ikke om jobbet etc, det handler om min tilgang til tilværelsen generelt og evne til at stoppe op.

STOPKLODS => SELVVÆRD

Det er 10 år siden, og den stopklods som vi tilsyneladende er så mange der mangler, eller i hvert tilfælde ikke giver plads og mærker efter, det er for mig i dag et spørgsmål om selvværd. Hvis vores selvværd er okay, så er det min påstand, at vi er bedre til at mærke efter og stoppe op, mens legen er god, give lidt selvomsorg hvad det nu måtte være for hver enkelt af os…

Det er alfa omega og nu mere end nogen sinde, vi bliver bombarderet med indtryk fra morgen til aften hvis ikke vi aktivt vælger det fra, siger stop … Derfor jeg blandt andet kan forsvinde for en stund i min have, hvor jeg bare er… eller en tur med hunden hvor der samles, grankogler, hyldeblomst eller en tur i bøglen blå… alt det der er med til at bevare den barnlige julestemning inden i mig…

Det er i dag 10 år siden… og jeg øver mig hvis ikke dagligt, så flere gange ugentligt på at mærke efter… men nu trods alt bevidst om det… 

Søndagstanker fra Bøgeskoven

-Tinna

Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Simple Share Buttons