13. aug. 2017

Dette er virkelig grænseoverskridende for mig. Noget jeg aldrig har fortalt før…  og derfor ret vildt! Men præcis derfor er det nok også mere vigtigt end noget andet at sætte ord på. Jeg kan faktisk mens jeg sidder og skriver det mærke, at mit hjerte slår lidt hurtigere og bliver lidt klam i håndfladerne, så meget påvirker det mig stadigvæk. Kun meget få ved det og aldrig noget der rigtig bliver talt om.

Hvorfor så nu?

Hvorfor så ikke bare lade det blive ved det? Fordi jeg pludselig er blevet hæmmet af det som så mange gange før… så meget at jeg pludselig ikke har samme lyst til at skrive her på bloggen, ikke fordi jeg ikke har meget på hjertet men fordi min hemmelighed fylder igen. og tja, så har  jeg sagt ja til noget frivilligt “arbejde”, med opstart i næste uge og det har sat en del tanker igang hos mig. Alt hvad der sker i vores liv påvirker os, noget mere end andet. Noget der har påvirket mig hele mit liv, og som vil gøre det resten af mine dage… tilbage i de sidste år af folkeskolen sagde min klasselære, du skal være glad hvis du bliver til noget!!!

Hva’ fanden er det for noget at sige?

Den dag i dag forstår jeg simpelthen ikke hvorfor en skolelære der vel som udgangspunkt har et ønske om at give børn og unge de bedste muligheder, hvor kommer sådan en udtalelse til sin berettigelse? Jeg har sikkert spurgt eller gjort noget som ikke passede ham, men hans respons har fulgt mig lige siden. Og det skyldes uden tvivl at jeg præcis selv havde stor tvivl på om jeg overhovedet vil kunne varetage et job!

Hvorfor skulle jeg dog ikke kunne det?

Det er en laaaaaang historie om min noget alternative skolegang… men det korte af det lange er, at jeg er ordblind!!! Og hold nu op hvor har jeg tillært mig mange overlevelses strategier for at omgås dette uden at blive konfronteret med det! Nu er det ude… det er ikke bare sagt, men også skrevet! Og ja, det er mega angst provokerende, men præcis derfor skal det ud… og fordi jeg i næste uge starter som frivillig i Løkke fonden. Der har til formål, at guide ugen drenge mellem 14-17 år, der af den ene eller anden årsag har mistet fodfæste i skolen… og det kan jo være en mega dum udtalelse fra en klasselære præcis som jeg oplevede det. 

Hva’ så nu?

Ja, hva’ så nu? Jeg vil finde glæden ved, at skrive på denne lille blog ( med ALLE mine grammatiske fejl og stavefejl) igen. Jeg vil gå ydmyg til opgaven omkring de unge drenge og håbe, at jeg kan give dem lidt positiv med på vejen, og den titel jeg så fint har i den sammenhæng er “rollemodel” og hvordan kan man være det hvis ikke jeg står ved mig selv. Jeg har 1000 fordomme omkring mig selv og det faktum, at jeg er ordblind. Men jeg ved jo godt, at jeg er intelligent og at det ikke har noget med det at gøre, men er uden tvivl årsag nr. 1 til jeg ikke har fortalt det til nogen. 

Det er om man vil det eller ej stadig temmelig et temmelig tabubelagt området. Og jeg vil gerne være med til at sætte det på dagsordenen også selv om det er stavet forkert. Jeg kan huske hvad jeg prøvede af mere eller mindre vellykkede indsatser for, at knække stavekoden… Jeg var til lydterapi, hørte specielt optaget musik hver morgen, sad på store trækasser hvor i der var højtaler så musikken kunne opsluge hele min krop (og jeg tror faktisk på den dag i dag at det var med til at gøre en positiv forskel, hvor syret det end måtte lyde), været i speciel klasse (og det er jeg så lige så sikker på OVERHOVEDET ikke gjorde noget positivt ift mig og stavning). 

Så nu glæder jeg mig til på tirsdag og drage til Odense og høre nærmere om hvad jeg kan være med til at bidrage med af forhåbentligt positivt karakter for disse mange unge drenge det næste lille års tid.

Hvad sker der med dig når du ser en stavefejl?

Og så et lille håb herfra … hvis du læser noget der er stavet forkert, der er grammatisk fejlagtig ol, og du har en hjerne som næsten ikke kan holde ud at se på det … så tænk lige en ekstra gang… er det for at hjælpe du ønsker at rette det … eller er det for din skyld???  Det er helt okay med mig, at der er nogen der gerne vil hjælpe, det er faktisk dejligt når nogen af en oprigtigt hjerte vil mig det bedste, men når det ikke er tilfældet, så vil jeg hellere bare leve med de fejl der måtte være… 

Forhåbentligt er der plads til os alle… en for mig et meget følsomt blogindlæg… med bankende julehjerte trykker jeg “udgiv” og håber I tager godt imod… 

Mange søndag aften tanker… som du skal nyde med en kom Love the og chokolade.

-Tinna

Noget jeg aldrig aldrig aldrig har fortalt før…

2 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Simple Share Buttons